Pelle Peter Jensen; dj, levemand, bornholmer, radiovært og 100% sød fyr. I årevis har Pelle holdt Trailerpark Festivalens scener levende mellem acts’ne, når han på mere eller mindre ædruelig vis siger farvel og tobak til det foregående band og goddaw og velkommen til det næste. Igen i år får vi fornøjelsen af presenter/hype-man Pelle, men også han lågsuriøse dj set. Her er et sneak peek i Pelles pladetaske, take it away:
ETC!ETC! & Brillz – Swoop
“Jeg er – som 97% af de københavnske hiphop DJs – blevet meget forelsket i den nye instrumentale og elektroniske trap. Det er som elektro og dubstep smidt ned i en hiphopgryde, og jeg er helt vild med det. Det her track har alle ingredienserne – dumt meget bas, et rave-agtigt anthem og så er det pissecharmerende produceret. Jeg er vild med den der westcoast synth der kommer på når man mindst venter det!”
Yo Felles – The Anthem
“Tre af mine ubestridt største danske producer idoler, Dixone, Eloq og Julius Sylvest er skræmmende hver for sig. Og sammen er de som en tre larmende power rangers med omvendte kasketter og knæklys om halsen. Deres fælles projekt hedder Yo Felles og jeg er benovet over at kende dem. Fuck det er godt. Hvis ikke de (både sammen og hver for sig) bliver signet til et stort udenlandsk label lige om lidt, er der noget galt.”
South Rakkas Crew – Gangsta Revival
“Forleden cyklede jeg rundt med min iPod på shuffle ,og så ramte det her mig. Jeg må have downloadet det for et års tid siden og glemt alt om det igen. Nå, men det her nummer kommer på og instinktivt skruer jeg helt op og cykler pludselig dobbelt så hurtigt. Det er dumt fordi jeg har ikke nogen bagskærm, så jeg fik sprøjtet en masse grus og mudder op på min ryg. Men hold nu kæft hvor er det hjernedødt og jeg fik gruset af, så det var herrewinning!”
2Unlimited – Workaholic
“Jeg ved godt at minimal ikke er så hot længere, men her er alligevel lidt til dem der godt kan lide det. Tidligere på sommeren så jeg dem oven i købet live, og det var en drengedrøm. Efter koncerten bad Anita (hende der ikke rapper) mig om at kontakte hende på Facebook og sagde at hun ville kysse mig. Det var vildt. Men jeg har ikke fået svar på Facebook og vi kyssede ikke. Så deeeet… Men alt med 2 Unlimited holder 100, og det her nummer er undervurderet!!”
Gucci Vump – Sha! Shtil! (L-Vis 1990 Remix)
“Jeg har spillet en del elektronisk musik, elsker det og gør det stadig når jeg får muligheden for det. Og det her remix er noget af det fedeste jeg kender i den retning. For det meste spiller jeg ting der springer i luften ret hurtigt men det her har en lang opbygning, og når man spiller det på det rigtige tidspunkt (evt. før alt ovenstående), så plejer det at virke dumt godt. Et solidt rave nummer der skal høres lortehøjt og gerne i fuld længde.”
Tusind tak til Pelle! Du kan høre ham lørdag aften, kl. 00:30 på Trailerpark Festival.
Foto: Peter Stanners
